Uden Drejere. Ingen Assenbæk – En alternativ og fleksibel måde at være spejder på
At være Drejer på Assenbæk er mange ting, for der bliver lavet meget forskelligt på Assenbæk. Der er selvfølgelig sommerlejrene, som jo nok er et af kendetegnene for de fleste spejdercentre, og det er staben af Drejere, der planlægger og afholder aktiviteterne på sommerlejrene. Derudover er der f.eks. det årligt tilbagevendende Vinterhike, et løb for spejdere og seniorer, der ligeledes bliver planlagt og afholdt af Drejere.
Når der ikke lige er almindelige lejre, ligger centret ikke stille – vi har på Assenbæk bygninger og materiel, der ikke passer sig selv, og de omtalte lejre skal jo også arrangeres. Derfor har vi en hel del arbejdsweekender fordelt over hele året kun for Drejere, hvor man kan slippe sin indre håndværker fri – også selvom det bare er en hobby-håndværker.
Der er i dag omkring 30 Drejere tilknyttet Spejdercentret Assenbækmølle. Vi kommer fra hele landet og bruger Spejdercentret til at få nogle udfordringer, som ligger ud over det normale spejder arbejde.
Arbejdet på Assenbæk er frivilligt og ulønnet. Det betyder vi virkelig brænder for centret, spejderarbejdet og har lyst til at komme på Assenbæk. Alle vores beslutninger foretages i fællesskab, og Spejdercentret Assenbækmølle er således et produkt af den Drejerstab der driver centret lige nu.
Spejdercentret Assenbækmølle drives af frivillige kræfter fra alle tre korps, og der er hele tiden brug for nye kræfter. Tror du, at det kunne være noget for dig, så skriv endelig til os og hør nærmere. Du kan få lov at komme med på en lejr og se hvad det er for noget. Som ny centerspejder vil det oftest være fedest at starte på en sommerlejr, da det er her, der er gang i det hele, men hvis man gerne vil afsted, og det bare skal være lige nu, så er man lige så velkommen resten af året.
Du kan blive Drejer, når du er 16 år eller derover.
I 1800-tallet var Drejerne de unge mænd som i deres arbejde ved Vesterhavet sørgede for madding til fiskernes kroge og for reparationer af net og fiskerbåde.
Da vi som centermedarbejdere sørger for materialer og står til rådighed for jer, der benytter centeret, kalder vi os for Drejere. Vi kommer fra de tre spejderkorps DGP, DDS, og KFUM, og kendes på vores hvide tørklæder.
At være Drejer giver en personlig udvikling. Som Drejer stræber vi mod at have rammer for og realisering af skøre og vilde ideer. Det er et fællesskab med plads til alle med mulighed for nye venskaber.
Assenbæk´s Venner er en støtteforening, man kan tilmelde sig og eventuelt hjælpe på forskellig vis.
Foreningen er for alle, der har lyst til at have en tilknytning til Assenbæk, hvad enten man bor i Kina eller Tistrup!
Som Ven har man kun én forpligtigelse, hvilket er at betale et kontingent (mindst 150 kr. om året) – Men har man lyst, kan man deltage i en række arrangementer. Det kan blandt andet være arbejdslejre, jubilæum eller andre tiltag, som løbende vil blive afviklet på området.
I Assenbæks Venner er i forvejen en hel flok af tidligere Drejere og andre der føler en tilknytning til dette herlige sted.
Hvis det lyder som noget for dig eller du bare gerne vil høre mere, så send en mail til venner@assenbaek.dk.
Skriv gerne lidt information om dig selv og din relation til Assenbæk og så tager vi den derfra.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Åh nej… Vi beklager, men du bruger en browser, der er for gammel til at vise alt det siden kan. Hvor ærgerligt.
Vi anbefaler, at du bruger en af nedenstående browsere i stedet.
Tak for din forståelse.
(Ikke anbefalet)