På denne side skulle du gerne finde alt den information du kunne få brug for i forbindelse med en sommerlejr på Assenbæk.
Vi glæder os til en uforglemmelig sommerlejr på Assenbæk sammen med dig og dine spejdere.
Når vi holder sommerlejr, er der en del forskellige ting der er gode at vide. Disse ting har førhen været samlet i vores sommerlejrbrochure, men nu tænkte vi at vi hellere måtte være med på klimabølgen og stoppe med at printe den hvert år.
På denne side har vi derfor forsøgt at give svar på de spørgsmål, der måtte være under forberedelse og afholdelse af jeres sommerlejr på Assenbæk.
Skulle der alligevel opstå tvivl, er du altid velkommen til at tage fat i os.
Centrets værksted råder over værktøj og materialer, som udlånes til brug på aktiviteter. Almindeligt lejrudstyr, besnøringsreb og værktøj til lejrarbejde medbringes som udgangspunkt hjemmefra. Hvis det medbragte ikke slår til, kan der suppleres op i værkstedet.
Værkstedet er normalt åbent hver dag i aktivitetsperioderne (9.15 til 12.00 og 14.00 til 17.00).
Værktøj og materialer udlånes på et nummersystem og returneres efter brug i rengjort tilstand. Ledere kan give besked om eventuelle begrænsninger i udlån til gruppens spejdere.
Skulle noget af gruppens lejrudstyr gå i stykker, kan værkstedet være behjælpelig med en eventuel reparation.
Endvidere udlånes også centrets grillriste og bålkomfurer.
Møllehjulet er centrets indendørs samlingssted, hvor alle på eget initiativ kan samles til mindre lejrbål, snak og hygge. Her holdes også Husmøde.
Møllehjulet er åbent hele døgnet, undtagen i tidsrummene 8.00 -9.00, 12.00 – 13.00 og 18.00 – 20.00 hvor Møllehjulet benyttes af Drejerne og til Husmøde.
Toiletbygningen er opdelt i en pige- og en drengeafdeling. Der er 12 toiletter med træk og slip, håndvaske med koldt vand, samt 6 varmtvandsbrusere med møntindkast (2 kr).
I Lille Sø er der mulighed for at sejle i kano, bygge sin egen tømmerflåde, udfordre hinanden i søslag og meget andet. Kun fantasien sætter grænser.
Der skal ved alle aktiviteter ved Lille Sø være en ansvarlig leder til stede. Redningsveste forefindes ved søen i et vist omfang og skal anvendes, når der leges, bades eller sejles på søen. Hvis vestene ikke er tilstrækkeligt kan flere udleveres ved kontakt til Drejerne.
Husk at vise hensyn, hvis der er aktiviteter i gang ved søen.
På Assenbæk er der indlagt vand fra offentligt vandværk. Der kan hentes vand ved 4 vandposter på lejrområdet og ved toiletbygningen.
I den velassorterede tømmergård findes store pløkker og rafter i længderne 0,5 m til 8,0 m.
Når blot der ikke saves, brændes eller hugges i rafterne, er disse til fri afbenyttelse til lejr- og pionerarbejder.
Udenfor tømmergården holder centrets trækvogne, der frit kan benyttes til materiale-transport. Vognene returneres straks efter brug.
Vognene må IKKE bruges til persontransport.
I forbindelse med værkstedet og Tømmergården er der et brændeskur. Brændet er typisk savet op i stykker á ca. 150 cm. Brændet skal bruges med omtanke. Det er derfor en god idé at medbringe brændebesparende komfurer hjemmefra. Centret råder også over nogle bålkomfurer til udlån, dog i begrænset antal.
Brug af motorsav er kun tilladt med gruppens eget sikkerhedsudstyr og gruppens egen motorsav, og det er naturligvis på førerens eget ansvar.
Sikkerhedsudstyr er defineret som visir, skærebukser og støvler.
Centerets kiosk kaldet “Tutten” ligger i Møllehjulet. Den har et velassorteret udvalg af is, slik, sodavand, postkort, T-shirts og stofmærker. Tutten åbner første gang søndag kl. 13:00.
Åbningstiderne opsættes ved møllehjulet.
på lejrene sælger vi:
Assenbækmærker – 5 kr.
Assenbæk T-shirts – 100 kr.
samt slik, chokolade, chips, is og sodavand. til rimelige priser
Assenbæk råder over 2 store kølerum samt en fryser. Her kan man opbevare sine fødevarer. I kølerummet er der desuden hylder til fødevarer der ikke skal på køl.
Hver gruppe har på forhånd fået tildelt opmærket hyldeplads.
Praktisk information til før og under lejren. Hvordan modtager I post på lejren, kan man parkere en bus, og hvornår er der morgensamling? Dette og meget mere finder I ud af her.
I kan ankomme til Assenbæk fra lørdag kl. 14.00, og lejren lukker igen næste lørdag kl. 12:00.
Respekter venligst tiderne, da der er mange forberedelser.
Fra Tistrup, den nærmeste stationsby, er der 3,5 km til Assenbæk. Fra centrets to nabobyer, Tistrup og Hodde, er der skilte, der viser vejen til Assenbækmølle Spejdercenter. Hvis I følger GPS kan I skrive Assenbækvej 1, 6862 Tistrup.
Al transport til og fra centret bedes foregå fra Letbækvej.
Ofte vil GPS´ere lede jer ind på Assenbækvej fra Hulvigvej (rute 487).
Ved ankomsten til Assenbæk skal man kontakte en Drejer, som vil anvise jer en lejrplads, og informere om nogle praktiske ting inden teltene slås op og lejren etableres.
Hvis I medbringer mastesejl, er det vigtigt at I oplyser dette til os før lejren, så vi kan planlægge jeres ophold bedst muligt.
Grundet brandregler skal området holdes fri for biler, trailere og campingvogne. Disse parkeres på centrets P-plads.
Af- og pålæsning er tilladt på ankomst- og afrejsedagen.
Kommer I med tog til Tistrup, er der mulighed for at få afhentet bagage på stationen.
Tidspunktet for afhentning noteres på den endelige tilmeldingsblanket.
Hvis I sender jeres lejrudstyr med fragtmand, skal det sendes som FRANKO til Assenbæk og UFRANKO når det sendes fra Assenbæk.
Sender I fragt til Assenbæk, skal det oplyses til Centerkontoret.
Når der skal sendes post til lejren, skal denne adresse benyttes:
“Spejderens navn”
“Gruppens navn”
Spejdercentret Assenbækmølle
Assenbækvej 1
6862 Tistrup
Posten kan hver dag afhentes i kølerummet efter kl. 14.00.
Centerets postkasse til post ud af lejren findes i Møllehjulet og tømmes hver dag. Frimærker og postkort kan købes i Tutten.
Det opstillede brandmateriel må kun benyttes i tilfælde af brand. Håndsprøjtebatterier og brandspande skal altid være helt fyldt med vand.
Der skal være en spand med vand og en branddasker ved hvert telt og bålsted. Spande og branddaskere afhentes ved værkstedet.
I tilfælde af alarmering til brandvæsen, skal det så vidt muligt foretages af en Drejer.
Når I har fået anvist en lejrplads, kan teltene placeres som I ønsker. Der skal minimum være 3 m mellem telt og nærmeste brug af åben ild (gælder også kogeapparater).
Størrelsen på jeres lejrplads er bl.a. afhængig af, hvor mange I er, om I har mastesejl med og hvad I vil lave af pionerarbejde. Hvis I har planer om store projekter på pladsen, skal I informere om dette når I tilmelder jer så I evt. kan få en større lejrplads.
Bålstederne graves min. 1,5 m x 1,5 m og forsynes med bålbander, der findes i brændeskuret. Der må ikke bruges rafter.
De afmærkede brandveje (friarealer) skal holdes fri og ryddelige i hele deres bredde. Camping- og teltvogne skal stilles efter anvisning fra Drejerne.
Hver gruppe bliver tilknyttet en Drejer, som viser gruppen rundt på centret en af de første dage. Under resten af lejren har Drejeren så vidt muligt daglig kontakt til gruppen og kan svare på spørgsmål og hjælpe med problemer.
Kassen med glemte sager findes i Møllehjulet. Hver morgen til morgensamlingen vises de glemte sager frem.
Hver aften kl. 19.30 holdes der Husmøde i Møllehjulet. Her mødes alle ledere og Drejere for at evaluere den forløbne dags hændelser, informere om de kommende dages aktiviteter og aftale detaljer om fællesarrangementer. Der serveres kaffe og the, så medbring krus.
Husk at informere hvis nogen af jeres spejdere har fødselsdag den følgende dag.
Gennem centrets madbestillingssystem kan I købe proviant og bagerbrød fra den lokale Dagli’ Brugs.
De udfyldte madbestillings-sedler skal afleveres inden kl. 9.00 i madbestillingskassen i kølerummet, dagen før varerne skal bruges. Proviant, der skal bruges i ankomstweekenden til og med mandag middag, skal bestilles før lejren.
Hvis I skal på Hike mandag, skal proviant til aktiviteten lige-ledes bestilles før lejren.
Bestillingssedlerne hertil vil blive fremsendt til jer inden lejren.
Betaling af varerne sker sammen med afregning af lejren.
Tider for proviantafhentning:
08.00: Afhentning af bagervarer i kølerummet
11.45: Afhentning af brugsvarer i kølerummet.
Alle skal hjælpe til med at holde kølerummet i orden og rent. Pas på med kødsaft, der kan rende ned i andres mad på hylderne i kølerummet. Sørg for jeres mad altid opbevares i kasser markeret med gruppens navn/nummer.
Der er ikke telefoner til rådighed fra Assenbæks side. Dette skal I selv stå for.
Der er mulighed for at få opladt sin mobiltelefon i Møllehjulet, på eget ansvar.
Centrets førstehjælpsgrej findes på kontoret.
Er uheldet ude, har vi nummeret til områdets læger, som udgangspunkt skal I selv arrangere kørsel i forbindelse med lægebesøg. Ved alvorlige uheld ringes selvfølgelig 112, men husk altid at informere Drejerne hurtigst muligt. Dette er vigtigt for at ambulancen hurtigst muligt kan guides til ulykkesstedet.
Husk at spejderne skal forevise eget sundhedskort ved lægebesøg.
Spejdercentret Assenbækmølle gør opmærksom på, at situationsbilleder taget på lejren, kan blive offentliggjort på vores hjemmeside samt i forbindelse med andet PR-materiale.
Der skal være ro i lejren kl. 23. Stilfærdig færdsel tilladt.
Det er ikke tilladt at have biler og trailere på lejrpladsen.
Trækvogne må ikke bruges til persontransport.
Alkohol og spiritus er ikke tilladt.
Affald må ikke henkastes.
Der må kun ryges ved egen bålplads.
På Assenbæk har vi affaldssortering. Dr. Skrald kommer forbi til åbningslejrbålet og fortæller nærmere om systemet. Derudover får i også en visuel guide udleveret når i ankommer, så i kan kigge på den og snakke om det med jeres spejdere. Affaldet sorteres i følgende seks hovedgrupper:
Alt vegetabilsk affald, æggeskaller, kaffe-grums m.m. Kød og tilberedte fødevare må ikke komme heri.
Alle former for glas. Glassene skal være rengjorte af hensyn til den videre genanvendelse. Brug evt. opvaskevandet inden det hældes ud.
Alle former for dåser, skruelåg af metal, kapsler m.m. Alt skal være rengjort af hensyn til den videre genanvendelse. Brug evt. opvaskevandet inden det hældes ud.
Pap, papir, og lign. afbrændes på eget bålsted. Dog ikke mælkekartoner.
Brugte batterier, maling, gasflasker og lignende skal afleveres i værkstedet til en Drejer.
Det affald, herunder plast, kød, staniol og andet, der ikke umiddelbart falder ind under en af ovennævnte kategorier, kommes i en affaldssæk, der bindes i toppen.
Affaldsække og spande stilles samlet ud til nærmeste brandvej hvor det regelmæssigt vil blive afhentet.
Spande til affaldssortering hentes ved spandevaskeren.
Som en fælles start på dagen afholdes mor-gensamling kl. 09.00 ved flagstangen. Man går direkte til aktivitet efter flaghejsning.
Aktivitetsperioderne er som følger:
Formiddag 09.15 – 12.00
Eftermiddag 14.00 – 17.00
Det er vigtigt at alle er ved aktiviteten på
starttidspunktet, da der her bliver givet information om aktiviteten.
Det er ikke sikkert at alle aktiviteter udfylder hele aktivitetsperioden som følge af antal deltagere og engagement.
Bålpladsen skal være fri for træ og større sten. Bunden af bålsteder må ikke stampes og tørvene skal ligge 5 cm. over terræn. Ekstra jord til opfyldning af huller og bålpladser hentes på den nordlige del af P-pladsen.
Brænde som har været antændt, lægges udenfor Brænde-skuret.
Lånt værktøj afleveres i værkstedet, og rafter lægges på de rigtige hylder i Tømmergården og skubbes helt ind.
Lejrpladsen skal være fri for affald.
Inden pladsen forlades, skal den godkendes af en Drejer. Alle skal være ude når lejren lukker kl. 12.00.
På vores sommerlejre tilbyder vi mange spændende aktiviteter.
Alle aktiviteter, med undtagelse af hiker og orienteringsløb, er bemandet med Drejere, der sørger for materialer og vejledning. På alle aktivititeter skal der være ledere. Vi forventer, at lederne indgår aktivt i aktiviteterne og hjælper Drejerne i det omfang, det er nødvendigt.
Der er forskel på aktiviteternes varighed – nogle aktiviteter varer to aktivitetsperioder (en hel dag) og andre en aktivitetsperiode (en halv dag). Ikke alle aktiviteter kører hele tiden.
Vær opmærksom på, at der er ekstra brugerbetaling på Sightseeing. De øvrige aktiviteter er med i overnatningsprisen. I vil dog selv skulle sørge for enkelte køkkenredskaber til madaktiviteterne.
Tilmelding til aktiviteterne foregår inden lejren ved indsendelse af bookingskemaer til centerkontoret.
Åh nej… Vi beklager, men du bruger en browser, der er for gammel til at vise alt det siden kan. Hvor ærgerligt.
Vi anbefaler, at du bruger en af nedenstående browsere i stedet.
Tak for din forståelse.
(Ikke anbefalet)